Denne lokation er noget jeg har haft på min bucketlist i rigtig lang tid. Jeg har hørt meget om det, og set mange film og billeder af det. Når man slår naturlige vidundere op på Google, er Grand Canyon også det første der dukker op på listen. Jeg lavede fejlene at glemme min oplader til mit kamera og tage hvide sko på.. Trods det fik jeg nok billeder, og noget af den røde farve med mig hjem på mine sko.
Nerver af stål?
Vi havde lejet en bil, og skulle køre 3 timer fra Las Vegas, Nevada til Grand Canyon, Arizona. Den 30. december startede vi dagen med at sove over os, og vi var generelt meget klodsede. Vi fik endda snakket om det overhovedet var en god ide at tage afsted den dag. Min værtsfamilie havde set at der var en 14-årig pige der var faldet ned (læs artikelen her). Jeg havde slet ikke overvejet, at det kunne være farligt. Dog har jeg engang set en film om en, som handlede om en der hikede Grand Canyon nytårsaften. Det var ret blæret fordi hun gjorde det om natten og så solen stå op den 1. januar. Dog stregede jeg pænt denne aktivitet af min bucketlist, da jeg endda så stedet værende en smule farligt ved højlyst dag. Jeg må erkende at den del af Grand Canyon må høre til i filmene. Ikke for at overdrive, for der er vitterligt ikke noget hegn, og når man går hen til kanten går det bare NED.
En smuttur af sporet
På vores vej til Grand Canyon og en time fra vores hotel, var Hoover Dam, hvor vi gjorde stop. Denne dæmning skiller Colorado River og danner Lake Mead. Colorado River er 436 kilometer lang og løber også igennem Grand Canyon. Dæmningen blev bygget i 1931 til 1936 som var imens USA’s Great Depression og gjorde meget godt for levevilkårene i området. Det tog over 10,000 mennesker at lave og mere end 100 mennesker døde – lidt tourist har man vel lov til at være.
“Can we stop one more time, pleeeeease?”
Joshua træerne i USA er kun at finde i staterne Arizona, Californien, Utah og Nevada. Efter Hoover Dam kørte vi igennem en lang strækning på Route 93 med uendelig mange af disse specielle træer. Jeg plagede min familie til at gøre stop, og jeg kunne endelig tage nogle billede af træerne da vi kørte inden om “Joshua Tree National Park – Arizona”. Min værtfamilie var ikke lige så imponeret, som jeg var, men jeg var VIRKELIG også fascineret af træerne. Jeg overtalte endda min værtssøster til at holde et mini-photoshoot med mig og træerne!
FINALLY
Omkring kl 5 nåede vi endelig frem til målet, og jeg var så meget oppe at køre. Dog skulle vi vidst have bestilt vores billetter hjemmefra, for det hele var rigtig dyrt og der var lang ventetid. Vi ville få det bedste OG meste ud af det ved at tage ud til Guano point i Hualapai ranch, så det gjorde vi. Man kunne tage en bus ud, og vi endte med at tilbringe ret lang tid derude. Dog blev vi nødt til at tage tilbage inden solen gik ned. Det var en surrealistisk oplevelse, og det er så vildt at det er naturligt skabt. Jeg fik højdeskræk men jo længere tid vi brugte derude, jo modigere blev jeg. Det var nok det smukkeste jeg nogensinde har set. The Canyon strækte sig så langt øjet rækkede, og jeg kan ikke forstå at det kun var en lille del af det.
At rejse er at dele
Det er altid lidt ambivalent at rejse uden min familie. Jeg oplever så meget sammen med min værtsfamilie, som jeg så gerne vil vise min rigtige familie en dag. Jeg stræber altid efter at leve i nuet, for det er jo nok første og sidste gang jeg kommer til at se nogle af disse ting. Dog håber jeg, at jeg en dag kan vise min familie det hele, fordi der er så meget glæde og savn knyttet til mange af stederne jeg har besøgt her i USA. Og som jeg ofte overbeviser mig selv om; hvem ved hvad fremtiden bringer?
/ Celina
