I Billunds lufthavn:

Jeg var så smadret efter, at have været så tidligt oppe.. Så da vi lige ankom til lufthavnen føles alting uvirkeligt. Det blev dog ret hurtigt til en virkelig affære, da jeg mødtes med en STS-medarbejer for at tjekke min kuffert ind. Vi var der dog i god tid, og det hele var hurtigt overstået. Efter det gik STS-medarbejderen, og så det var kun min familie og jeg tilbage. Vi brugte tiden på at snakke, joke og grine sammen. Så blev det tid til det store, tunge og svære På Gensyn, med mine næreste familiemedlemmer. Lyder det ondt, hvis jeg siger, at dét øjeblik faktisk ikke var så slemt, som jeg havde regnet med? I hvert fald sørgede jeg for ikke at tænke for meget over det hele, give dem hver i sær en krammer, vinke, smile og gå hurtigt frem. Det værste var nok, da jeg havde fået vinket de sidste par gange fra den anden side af security, og kom til glasruderne, hvor jeg havde regnet med et sidste øjeblik. Min familie havde allerede vendt sig om, og stod nu og tørrede tårene væk og krammede hinanden. Jeg havde ikke selv regnet med, at jeg kunne se dem deroppe, og det havde de vist heller ikke. Men alligevel var jeg jo nok også lidt ked af at skulle sige farvel, ligesom de var. Så derfor gik jeg ind for at kigge på parfumer, makeup og hudpleje. Lige dér havde jeg bare brug for at tænke på noget andet, og savnede virkelig en rejsepartner.. Da min gate viste sig på skærmen, ramte en anden følelse mig dog. Nu var mit humør vendt, og jeg var med ét spændt på alt det der ligger forude. Så jeg smilede og gik raskt ned mod gate 5.

I flyet til Frankfurt:

Jeg havde fundet min plads, placeret min bagage, og spændt sikkerhedsselen. Nu var jeg altså klar til at tage til Frankfurt. Stadig træt, men med en positiv følelse. Lige inden takeoff ramte en ny følelse mig dog. Lige pludselig ville jeg faktisk ikke afsted. Jeg ville tilbage, og med min familie hjem. Igen var det eneste jeg kunne komme på, at få mine tanker hen på noget andet. Så jeg tændte for Spotify, satte mine høretelefoner i og skruede godt op for min yndlingssang. Nu skulle jeg bare glæde mig til at mødes med min rejsepartner fra København, som også rejser til USA med STS.

I Frankfurts lufthavn:

Så føles verden pludselig meget mindre. Der var mennesker OVER ALT, så lige meget hvad vej du gik, føltes det som at gå mod strømmen. Jeg tog på morgenmadsjagt og fandt en bager der solgte olivenbrød og chokolade croissants. Selvom det tog os noget tid, og vi ikke kendte hinanden, var det rart at mødes med den anden danske pige. Man finder virkelig ud af at dele rejsen med andre, er lige så stor en del af at rejse. SELVFØLGELIG var jeg én af de tilfældige der skulle tages stikprøver af, da lufthavnen lavede en sikkerhedstest. Jeg løb fra den ene gate til den anden, og blev ved med at blive sendt videre til en anden gate. Vigtigheden af at holde hovedet koldt i stresset og spørge dig frem situationer er altså undervurderet! Og de var søde til at hjælpe i lufthavnen, selvom også de befandt sig i en stresset situation.

I flyet til USA:

Jeg havde regnet med, at det ville være som turen til Dubai… Men det var utroligt svært at få tiden til at gå. Jeg var træt, men hver gang jeg faldt i søvn, vågnede jeg igen få minutter efter. Jeg så to film (Lady Bird, som var virkelig kedelig og Tomb Raider, som faktisk var ret spændende), men tiden sneglede sig afsted… Der var meget turbulens, så det hjalp ikke ligefrem på min flyskræk. Jeg troede nogle gange, at jeg ville få sådan et realitycheck, fordi jeg havde læst en bog hvor forfatteren fortæller, at det hele gik op for hende på flyet over til USA. Men det skete ikke for mig.. Jeg sad sådan set kun og tænkte på om min beslutning om, at tage afsted nu også var rigtig?

I USA:

Men endelig nåede jeg frem. New York, New York!! ALT var præcis, som man ser på film. Stilen, menneskerne, bygningerne, stemning. Det var noget helt specielt at opleve første gang.Efter den alt for laaaaange kø til paskontrol i lufthavnen blev vi taget imod af en venlig STS-guide, og så tog vi toget ud til vores bus. Den (Italienske) guide, som havde taget imod os i velkomsthallen, førte os hen til en anden guide. Lige i det øjeblik følte jeg mig som et nummer i rækken, der bare skulle igennem møllen, så de kunne tjene penge. Dog viste det sig senere, at welcome campen er SÅ personlig på så mange måder, og du kan virkelig sætte dit eget præg på dagsorden.

Lige da jeg kom til New York, tænkte jeg dog, på min familie derhjemme… Jeg oplever så meget her, som jeg gerne ville have delt med dem. Men. Hotellet var luksus, selvom det er en smule gammelt. Lige efter vi kom, fik vi af vide, at vi ikke måtte lægge os til at sove, så vi tog i poolen i stedet, for at holde os selv lidt i gang, og lære de andre elever at kende. Der er SÅ mange Italiener her! Det er lidt en skam for de grupperer sig meget og snakker Italiensk til hinanden, men de er søde.

Her de første dage i USA laver jeg en takeover på sts_denmark ’s Instagram, så følg endelig med der også!

– Celina

Share: