Jeg har valgt at lave et indlæg kaldet “Mandags monolog”, fordi at mandagen for mig nogle gange godt kan være lidt hård, og at jeg denne mandag har noget på hjertet.

Emnet er eksamener, fordi det er det, der tager det meste af min tid, og fylder mine tanker lige pt. Mit problem er nemlig, at jeg bliver så sindssygt nervøs HVER GANG, jeg skal op til en eksamen. Dagen inden en eksamen har jeg altid svært ved at falde i søvn, og på selve eksamensdagen ryster jeg for det meste, og har svært ved at finde ud af hvordan jeg skal finde roen til at tænke klart, så jeg kan præstere sådan, som jeg gerne vil, og ved jeg kan.

Når jeg deler disse tanker med andre folk, mødes jeg ofte med kommentarer som “Hvad har du at være nervøs for? Du klarer dig jo godt i skolen”. Men for det meste er det slet ikke dét, det hele handler om. For mit vedkomne skyldes nervøsiteten nemlig at jeg er sindssygt bange for at fejle. Jeg er bange for at jeg pludselig har en dårlig dag, at jeg ikke kan imødekomme de krav og forventninger lærer og/eller censor stiller, bange for at jeg ikke er i stand til at gøre det godt nok, at mit forarbejde er sjusket og ikke gjort ordentligt, ovs. Selvom jeg godt ved, at jeg altid vil gøre det bedste, jeg kan, er min største frygt, at stå tilbage bagefter og finde alle mine fejl og mangler.

Ganske enkelt tror jeg problemet ligger i, at jeg ikke stoler nok på mig selv. Men det er fandme noget af det sværeste! Men man skal bare huske på, at dem der laver noget også kan risikere at lave fejl. Jeg tror, det er ved fejl, at man lærer allermest, og derfor skal man ikke være bange for at fejle. Man kan altid blive bedre på en eller anden måde. Jeg tror bare, at jeg skal lære, at bruge min nervøsitet på en positiv måde. Det burde være en motivation, i stedet for at det stiger mig til hovedet og spænder ben for mig. Jeg vil gerne blive bedre til at finde perfektion i det uperfekte.

– Celina