Efter 9. klasse var min plan at rejse til USA. Dengang følte jeg mig mere end klar modenhedsmæssigt, og kunne ikke vente. Jeg har altid haft en drøm om at tage på rejse som udvekslingstudent, eftersom min mor også gjorde det, da hun var på min alder. Tilbage i 2015 fik jeg dog konstateret skoliose, som betyder, at min rygsøjle er skæv. Efter diagnosen blev sat, gik der kun et halvt år, og så var jeg i et behandlingsforløb med mange sygehusbesøg. I 2017 fik jeg togskinner på tænderne, og det medførte også mange tandlægebesøg. Derfor var det slet ikke en mulighed for mig at tage til USA efter 9. klasse. Derfor vidste jeg ikke, hvad jeg skulle stille op. Jeg vidste, at uanset hvad, ville jeg ud og rejse et år. Efterskole var ikke just mig, og jeg kunne heller ikke se en idé i at tage 1.g på et gymnasie for at droppe ud, rejse et år, og komme tilbage til 2.g, et år bagefter den årgang jeg startede med. Jeg ville jo heller ikke spilde mit år, for jeg var bange for, at det ville blive svært at komme i gang med uddannelse, hvis først jeg var stoppet. Derfor blev det 10. klasse.

Skipper Clement Skolen er en helt fantastisk skole, og på en eller anden måde ville jeg ikke være året foruden. Men der er ingen tvivl om, at jeg ikke skulle have været i 10. klasse. I løbet af året har jeg følt mig rigtig rastløs, eftersom jeg bare har ventet på at kunne komme afsted. Jeg ser ikke året som spildt, for der er ingen tvivl om, at jeg har mødt de mest fantastiske mennesker, men for mig ville det have givet mere mening at starte på gym – også selvom jeg ville være et år bagud, årgangen jeg startede med, når jeg kom hjem. Jeg ville fuldføre året, for jeg havde ikke valgt forkert. Jeg havde bare ikke valgt rigtigt – hvis det giver mening? hahah. Jeg bestræbte mig på, at få det bedste ud af det – og det synes jeg virkelig også jeg gjorde. Jeg kom ud med et godt gennemsnit, og vil tage mine erfaringer og nye viden med videre. Dog er hele budskabet, at hvis man går og overvejer at tage til USA, så synes jeg kun, at man skal tage 10. klasse først, hvis man ikke føler sig moden nok – ikke hvis man forhindres af andre grunde. Det har jeg i hvert fald lært.

Livet handler om, at drage sig nogle erfaringer, prøve noget nyt og følge sin mavefornemmelse. For i sidste ende er det kun en selv, der kan vurdere, om det var rigtigt eller forkert. Hvis det så var forkert – ja hvad så? Så er det altså også, hvad det er: Et tegn på du blot er menneske og bruger livet til noget. Jeg har ikke travlt, for jeg er ung, og har hele livet foran mig. En eller anden dag vil jeg være færdiguddannet, men hver ting til sin tid. Det kedelige voksenliv skal nok indhente mig på et eller andet tidspunkt – og så vil jeg være klar til det.

Alligevel skal min klasse have en stor tak for et godt år. Det havde ikke været det samme uden de søde mennesker og det gode sammenhold. Og selvfølgelig der er rigtig mange, som jeg vil komme til at savne, når jeg tager afsted <3

Nyd den sidste 1 1/2 time af denne solskinsrige mandag derude.

– Celina

Jeg har valgt at lave et indlæg kaldet “Mandags monolog”, fordi at mandagen for mig nogle gange godt kan være lidt hård, og at jeg denne mandag har noget på hjertet.

Emnet er eksamener, fordi det er det, der tager det meste af min tid, og fylder mine tanker lige pt. Mit problem er nemlig, at jeg bliver så sindssygt nervøs HVER GANG, jeg skal op til en eksamen. Dagen inden en eksamen har jeg altid svært ved at falde i søvn, og på selve eksamensdagen ryster jeg for det meste, og har svært ved at finde ud af hvordan jeg skal finde roen til at tænke klart, så jeg kan præstere sådan, som jeg gerne vil, og ved jeg kan.

Når jeg deler disse tanker med andre folk, mødes jeg ofte med kommentarer som “Hvad har du at være nervøs for? Du klarer dig jo godt i skolen”. Men for det meste er det slet ikke dét, det hele handler om. For mit vedkomne skyldes nervøsiteten nemlig at jeg er sindssygt bange for at fejle. Jeg er bange for at jeg pludselig har en dårlig dag, at jeg ikke kan imødekomme de krav og forventninger lærer og/eller censor stiller, bange for at jeg ikke er i stand til at gøre det godt nok, at mit forarbejde er sjusket og ikke gjort ordentligt, ovs. Selvom jeg godt ved, at jeg altid vil gøre det bedste, jeg kan, er min største frygt, at stå tilbage bagefter og finde alle mine fejl og mangler.

Ganske enkelt tror jeg problemet ligger i, at jeg ikke stoler nok på mig selv. Men det er fandme noget af det sværeste! Men man skal bare huske på, at dem der laver noget også kan risikere at lave fejl. Jeg tror, det er ved fejl, at man lærer allermest, og derfor skal man ikke være bange for at fejle. Man kan altid blive bedre på en eller anden måde. Jeg tror bare, at jeg skal lære, at bruge min nervøsitet på en positiv måde. Det burde være en motivation, i stedet for at det stiger mig til hovedet og spænder ben for mig. Jeg vil gerne blive bedre til at finde perfektion i det uperfekte.

– Celina