“Ud-af-kroppen”-oplevelse

Hvad vil det sige at være udvekslings-student? Groft og meget fundamentalt betyder det, at man er uvidende og til tider føler sig som dum, dummere. Men det betyder også, at man føler sig på et højere intellektuel level end andre i ens værtsland. At være en udvekslingsstudent er at være sprunget ud af sin boble men også at være så langt væk fra reden, at man mange gange finder sig selv på dybt vand. Det er meget svært at forklare, for det er den vildeste ud-af-kroppen oplevelse. For det er det virkelig – man oplever mange gange sig selv adskilt fra kroppen, som om man er med i en film. Jeg vil dog prøve at forklare det, så godt jeg kan. 

Hvorfor endte jeg med at tage til USA?

Hele mit liv har jeg hørt om min mors eventyr til staterne. Hun var i USA fra 1992 til 1993. Efter at have skiftet værtsfamilie et par gange, mødte hun Debra, som var en lærer på hendes skole. Debra og hendes familie tog min mor ind, som var hun deres egen. Min mor nåede at bo hos hende og hendes familie omkring 8 måneder, og de fik et meget stærkt bånd. Debra blev den amerikansk version af en mor for hende. Det førte endda til, at min onkel også tog til USA 2 år efter min mor. De holdt kontakten hen over årene, og min mor var endda ovre for at besøge værtsfamilien et par gange, efter hende udvekslings-år var slut. Husk at læs min mors version af den samme historie på STS’ hjemmeside.

Smag for at rejse

Som lille har vi fået tilsendt prinsessekjoler, smukke sommer sæt, ponchoer o.s.v. fra Debra. Min mor har ligeledes sendt julegaver over til familien hvert år. Derfor har jeg, lige siden jeg var 12 år gammel, vidst, at jeg også kunne tænke mig at tage til USA på udveksling. Det var dog min 3 ugers tur til Malta i sommeren 2016, der gjorde mig 100 procent sikker i min sag. Læs mere om den tur her. Jeg indså, at jeg havde smag for at rejse. 

Uden et sikkerhedsnet

Så jeg tog til USA med målet om, at finde ud af hvem jeg er som person. Hvem er jeg uden min familie og venner? Uden et sikkerhedsnet under mig? Uden en velkendt kilde til selvtillid? Uden at kende den kultur jeg bor i? Man må sige at mit udvekslings-år gav mig mange svar på det. Der var selvfølgelig tider, hvor hjemveen føltes som lidt for meget. Tider hvor frustration gav mig lyst til at give op. Tider hvor jeg ikke troede, at der ville komme noget godt ud af at bruge et år af mit liv i Texas. 

Tålmodighed og klarsyn er nøglen

Dog er jeg så glad for, at jeg holdte fast i, at tingene kunne løse sig, hvis bare jeg var tålmodig. Det førte mig nemlig til uendelige livsbekræftende lektier, der har gjort mig så meget klogere – på mig selv og på omverdenen. Man kan altid hjælpe andre mennesker eller lære noget af dem, men det er et valg, man tager. Nogle gange er det bevidst – andre gange er det totalt ubevidst. Med det mener jeg, at det er så vigtigt at møde andre mennesker med åbent sind. På den måde kan man også virkelig se personer, for dem de er – og lære deres styrker og svagheder at kende. Derudover skal det selvfølgelig også lige siges, at de mange gode tider uden tvivl opvejede de få hårde perioder igennem mit år. 

Vigtige livslektier

Jeg fandt ud af, hvordan man kan udnytte hver eneste situation til noget positivt. Jeg lærte også, at det er ligemeget hvor meget, du kæmper for, at folk kan lide dig. Det er vigtigste er nemlig, at du kan lide dig selv. Staterne lærte mig også meget om respekt, og hvordan man kan vise respekt men stadig have det sjovt. USA lærte mig til dels at se folk som ligeværdige. At alle har en historie, og noget de går og kæmper med men som ikke ses ved første øjenkast.

Under udvikling – også som udvekslingsstudent i USA

Jeg fandt dog ud af, at den vigtigste lektie er, at acceptere, at man som menneske udvikler sig hele tiden. Det er derfor umuligt at definere eller forudse, hvordan man som person reagerer i hver eneste situation i livet. Hvilket er noget jeg førhen, har brugt meget energi på at tænke på og overveje. Jeg har bragt mig selv i lås, fordi jeg ikke har turde stole på, at den måde jeg reagerer i bestemte situationer, er den rigtige. Det er meget mere effektivt at tage en dag af gangen, og tage det som det kommer. Bekymringer er der nok af, men man kan få meget ud af at gøre verdenen til ens legeplads, og se dét, at lære noget nyt, som noget sjovt. 

Der findes ingen facitliste for livet

Den forståelse af verdenen man får som udvekslingsstudent, synes jeg, er så universel. Dette kan jo også bruges til at få en større helhedsforståelse af mennesker omkring dig i dit hjemland. Der er så mange måder at leve livet på, og ikke én er forkert. Det eneste man kan gøre forkert, er hvis ikke man kan acceptere andres vaner, metoder, synspunkter og holdninger til livet. 

USA – langt væk hjemmefra

At sætte sig ind i andre menneskers situation og mening er altafgørende for at skabe et godt samfund. Forståelsen af hvordan man kan hjælpe til med at gøre præcis dette, gør, at man kan samarbejde på et helt andet niveau. Og det kan gøre samarbejdet langt mere konstruktiv. Vi kan ikke altid være enige med andre, men medfølelse, empati og sympati er et godt sted at starte. Især hvis man vil være med til at gøre verdenen til et bedre sted. Det er dét, man kan få ud af ved et at danne sig et hjem, en hverdag og et liv væk hjemmefra. 

Jeg ved godt at noget af det her, nok bliver lidt kringlet. Men jeg må erkende, at jeg simpelthen ikke kan formulere følelser, der er så abstrakte, på en bedre måde. Hvis du kunne lide dette indlæg vil jeg anbefale dig at læse min forrige mandags-monolog-om-10 klasse.

Rigtig god mandag derude!

-Celina

Efter 9. klasse var min plan at rejse til USA. Dengang følte jeg mig mere end klar modenhedsmæssigt, og kunne ikke vente. Jeg har altid haft en drøm om at tage på rejse som udvekslingstudent, eftersom min mor også gjorde det, da hun var på min alder. Tilbage i 2015 fik jeg dog konstateret skoliose, som betyder, at min rygsøjle er skæv. Efter diagnosen blev sat, gik der kun et halvt år, og så var jeg i et behandlingsforløb med mange sygehusbesøg. I 2017 fik jeg togskinner på tænderne, og det medførte også mange tandlægebesøg. Derfor var det slet ikke en mulighed for mig at tage til USA efter 9. klasse. Derfor vidste jeg ikke, hvad jeg skulle stille op. Jeg vidste, at uanset hvad, ville jeg ud og rejse et år. Efterskole var ikke just mig, og jeg kunne heller ikke se en idé i at tage 1.g på et gymnasie for at droppe ud, rejse et år, og komme tilbage til 2.g, et år bagefter den årgang jeg startede med. Jeg ville jo heller ikke spilde mit år, for jeg var bange for, at det ville blive svært at komme i gang med uddannelse, hvis først jeg var stoppet. Derfor blev det 10. klasse.

Skipper Clement Skolen er en helt fantastisk skole, og på en eller anden måde ville jeg ikke være året foruden. Men der er ingen tvivl om, at jeg ikke skulle have været i 10. klasse. I løbet af året har jeg følt mig rigtig rastløs, eftersom jeg bare har ventet på at kunne komme afsted. Jeg ser ikke året som spildt, for der er ingen tvivl om, at jeg har mødt de mest fantastiske mennesker, men for mig ville det have givet mere mening at starte på gym – også selvom jeg ville være et år bagud, årgangen jeg startede med, når jeg kom hjem. Jeg ville fuldføre året, for jeg havde ikke valgt forkert. Jeg havde bare ikke valgt rigtigt – hvis det giver mening? hahah. Jeg bestræbte mig på, at få det bedste ud af det – og det synes jeg virkelig også jeg gjorde. Jeg kom ud med et godt gennemsnit, og vil tage mine erfaringer og nye viden med videre. Dog er hele budskabet, at hvis man går og overvejer at tage til USA, så synes jeg kun, at man skal tage 10. klasse først, hvis man ikke føler sig moden nok – ikke hvis man forhindres af andre grunde. Det har jeg i hvert fald lært.

Livet handler om, at drage sig nogle erfaringer, prøve noget nyt og følge sin mavefornemmelse. For i sidste ende er det kun en selv, der kan vurdere, om det var rigtigt eller forkert. Hvis det så var forkert – ja hvad så? Så er det altså også, hvad det er: Et tegn på du blot er menneske og bruger livet til noget. Jeg har ikke travlt, for jeg er ung, og har hele livet foran mig. En eller anden dag vil jeg være færdiguddannet, men hver ting til sin tid. Det kedelige voksenliv skal nok indhente mig på et eller andet tidspunkt – og så vil jeg være klar til det.

Alligevel skal min klasse have en stor tak for et godt år. Det havde ikke været det samme uden de søde mennesker og det gode sammenhold. Og selvfølgelig der er rigtig mange, som jeg vil komme til at savne, når jeg tager afsted <3

Nyd den sidste 1 1/2 time af denne solskinsrige mandag derude.

– Celina

Jeg har valgt at lave et indlæg kaldet “Mandags monolog”, fordi at mandagen for mig nogle gange godt kan være lidt hård, og at jeg denne mandag har noget på hjertet.

Emnet er eksamener, fordi det er det, der tager det meste af min tid, og fylder mine tanker lige pt. Mit problem er nemlig, at jeg bliver så sindssygt nervøs HVER GANG, jeg skal op til en eksamen. Dagen inden en eksamen har jeg altid svært ved at falde i søvn, og på selve eksamensdagen ryster jeg for det meste, og har svært ved at finde ud af hvordan jeg skal finde roen til at tænke klart, så jeg kan præstere sådan, som jeg gerne vil, og ved jeg kan.

Når jeg deler disse tanker med andre folk, mødes jeg ofte med kommentarer som “Hvad har du at være nervøs for? Du klarer dig jo godt i skolen”. Men for det meste er det slet ikke dét, det hele handler om. For mit vedkomne skyldes nervøsiteten nemlig at jeg er sindssygt bange for at fejle. Jeg er bange for at jeg pludselig har en dårlig dag, at jeg ikke kan imødekomme de krav og forventninger lærer og/eller censor stiller, bange for at jeg ikke er i stand til at gøre det godt nok, at mit forarbejde er sjusket og ikke gjort ordentligt, ovs. Selvom jeg godt ved, at jeg altid vil gøre det bedste, jeg kan, er min største frygt, at stå tilbage bagefter og finde alle mine fejl og mangler.

Ganske enkelt tror jeg problemet ligger i, at jeg ikke stoler nok på mig selv. Men det er fandme noget af det sværeste! Men man skal bare huske på, at dem der laver noget også kan risikere at lave fejl. Jeg tror, det er ved fejl, at man lærer allermest, og derfor skal man ikke være bange for at fejle. Man kan altid blive bedre på en eller anden måde. Jeg tror bare, at jeg skal lære, at bruge min nervøsitet på en positiv måde. Det burde være en motivation, i stedet for at det stiger mig til hovedet og spænder ben for mig. Jeg vil gerne blive bedre til at finde perfektion i det uperfekte.

– Celina