Det er ved at være længe siden at jeg har skrevet et indlæg. Sidst jeg var ved tasterne var omkring thanksgiving så det er vel ved at være en måned siden. På denne tid af året flyver dagene afsted pga. et ret så stramt program og helligdage.
Hele december på farten
Min mor havde sendt chokoladekalender over til min værtssøster og jeg, hvilket var ret hyggeligt. Hun sendte også et kalenderlys og adventsgaver, så der var noget at se frem til.
Vi startede december med at besøge “The River Walk” i San Antonio, og det var så smukt med julelys og god stemning. Ud over at gå rundt, fik vi også en tur i den smukkeste prinsesse-hestevogn!
Midt i december havde min værtsmor og jeg travlt med at planlægge “hospitality” (kost og logi) for et show på min skole med “The Ten Tenors”. Det var virkelig sjovt at tilbringe en dag sammen med dem, og så få lov til at se deres show om aftenen. “The Ten Tenors” er en gruppe med 10 sangere fra Australien og de er så vanvittige dygtige (se en video af dem her).
Skolelivet
Den sidste uge inden vi gik på juleferie, havde vi afsluttende eksamener. Skoleåret herovre er inddelt i semestre, og vi har netop afsluttet det første ud af to. Næste semester starter jeg op med økonomi som et nyt fag. Jeg var virkelig nervøs for eksamerne, men det gik rigtig godt! Jeg er en senior på min skole, så det vil sige at jeg dimittere til sommer.
High School i USA er inddelt i 4 år. Det første år svarer til 9. klasse og hedder ‘Freshman year’. Andet år svarer til 10. klasse og hedder ’Sophomore year’. Trejde år hedder ‘Junior year’ og svarer til 11. klasse. Sidste år er ’Senior year’ og svarer til en 12. klasse. På den måde kan man sige at den amerikanske High School svarer til det danske gymnasie. Dog skulle jeg lære hvordan man terper. Og hvilken metode der virkede bedst for mig, for at jeg ville kunne huske al informationen til testene. Var det svært? Ja. Er det stadig svært? Ja. Men vænner man sig til det? Helt klart ja.
Første juledag
Den første dag vi fejrede jul i min værtsfamilie var den 23. december. Om aftenen havde vi en “dansk jul”. Jeg viste min værtsfamilie hvordan man danser om juletræet i Danmark, og så åbnede vi også nogle gaver. Det var rigtig betænksomt af dem, for det føltes som at være i Danmark. Dagen før havde jeg et par veninder ovre for at bage pebernødder efter min farmors opskrift, flette julehjerter, lave appelsiner med nelliker og drikke glögg lavet på druesaft i stedet for rødvin. Du kan se et billede fra dagen på min instagram her. Da vi havde lidt rester, bruge vi aftenen ude på terrassen med bål og varm glögg.
Anden juledag
Vi åbnede nogle gaver på forskud den 23. fordi vi skulle køre helt til Austin med bilen fyldt til renden med gaver. Min værtsfamilie ville ikke slæbe gaver frem og tilbage, så derfor startede vi allerede den 23. december. Klokken var 12 før vi kom frem til Austin, hvor vi skulle fejre jul hos min værtsmors søn, hans partner, hans svigerforældre, svigerbror (og partner), og min værtsmors datter.
Vi spillede spil og nød hinandens samvær, og jeg snakkede med min familie fordi det var aften i Danmark. Vi spiste mexikanske tortillas, ris og en bønnesovs, og tamales til aftensmad. Efter maden havde vi en pakkeleg, hvor man trækker et nummer, og så må man stjæle pakker fra hinanden efter de er pakket op. Reglerne er svære at forklare, og jeg er ikke engang sikker på at jeg helt forstod dem. Jeg endte op med en waterproof højtaler til badet, et deluxe scrabble spil og et gavekort. Derefter åbnede vi flere gaver fra hinanden. Efter alle gaverne gik vi udenfor for at slutte dagen af med fyrværkeri og derefter gik vi i seng.
Tredje juledag
Vi var oppe klokken 9 den 25. december fordi vi skulle i kirke. Min værtssøster og jeg var de eneste børn, og da vi var oppe fandt vi ud af at min værtsmor havde glemt vores gaver derhjemme. Så derfor fik jeg ikke helt oplevet den traditionelle amerikanske jul, men det var okay. Da vi kom tilbage fra kirke spiste vi morgenmad-kasserolle, kaffekage og biscuits. Efter det var det tid til at tage hjem. Vi havde kun 20 minutter hjemme, før det var tid til at tage hen til min værtsmors børnebørn for også at fejre jul med dem. Der ventede os en traditionel amerikansk julemiddag, og det smagte himmelsk. Sent om aftenen da vi kom hjem, fik min værtssøster og jeg de gaver der var meningen vi skulle have haft om morgenen.
Maden
I USA spiser man det samme mad til thanksgiving som man spiser til jul, men mange gider ikke at lave det samme mad en måned efter. Derfor går de fleste over til at holde en barbecue, spise mexikansk, eller spise noget simpelt som hotdogs eller burger på juleaften. Julen fejres jo den 25. december om morgenen, så det er ikke helt så vigtigt for dem hvad man spiser aftenen inden. Det går ikke helt så meget op i traditioner i USA som jeg vil sige vi gør i Danmark, men det giver jo også mere frihed.
Julegaver
Jeg havde købt en masse gaver til min værtsfamilie som de åbnede den 23. december. Jeg havde sendt gaver hjem til min danske familie, og modtog også en kasse fyldt fra dem. Jeg fik rigtig mange fine smykker både fra min værtsfamilie og min danske familie fordi begge sider mente at det var nemt for mig at tage med hjem igen. Jeg fik også en tripod til mit kamera, og nogle småting til at dekorerer mit værelse. I sidste ende betyder det jo ikke rigtig noget hvad jeg giver andre, og hvad jeg får, men at jeg nød at fejre jul på en anden måde.
Jeg havde intet tegn på hjemve igennem julen, og jeg tror det er fordi jeg virkelig prøver at leve i nu’et og ikke tænke så meget på dem derhjemme. Som min mor sagde, så er de danske traditioner der jo næste år når jeg er hjemme igen. Livet er langt og jeg vil hellere end gerne prøve at holde jul på andre måder end jeg er vant til.
Jeg vil slutte af her med at ønske jer alle et rigtig godt nytår, og så glæder jeg mig til at give jer endnu et indlæg efter juleferien!
/ Celina