Efter 9. klasse var min plan at rejse til USA. Dengang følte jeg mig mere end klar modenhedsmæssigt, og kunne ikke vente. Jeg har altid haft en drøm om at tage på rejse som udvekslingstudent, eftersom min mor også gjorde det, da hun var på min alder. Tilbage i 2015 fik jeg dog konstateret skoliose, som betyder, at min rygsøjle er skæv. Efter diagnosen blev sat, gik der kun et halvt år, og så var jeg i et behandlingsforløb med mange sygehusbesøg. I 2017 fik jeg togskinner på tænderne, og det medførte også mange tandlægebesøg. Derfor var det slet ikke en mulighed for mig at tage til USA efter 9. klasse. Derfor vidste jeg ikke, hvad jeg skulle stille op. Jeg vidste, at uanset hvad, ville jeg ud og rejse et år. Efterskole var ikke just mig, og jeg kunne heller ikke se en idé i at tage 1.g på et gymnasie for at droppe ud, rejse et år, og komme tilbage til 2.g, et år bagefter den årgang jeg startede med. Jeg ville jo heller ikke spilde mit år, for jeg var bange for, at det ville blive svært at komme i gang med uddannelse, hvis først jeg var stoppet. Derfor blev det 10. klasse.

Skipper Clement Skolen er en helt fantastisk skole, og på en eller anden måde ville jeg ikke være året foruden. Men der er ingen tvivl om, at jeg ikke skulle have været i 10. klasse. I løbet af året har jeg følt mig rigtig rastløs, eftersom jeg bare har ventet på at kunne komme afsted. Jeg ser ikke året som spildt, for der er ingen tvivl om, at jeg har mødt de mest fantastiske mennesker, men for mig ville det have givet mere mening at starte på gym – også selvom jeg ville være et år bagud, årgangen jeg startede med, når jeg kom hjem. Jeg ville fuldføre året, for jeg havde ikke valgt forkert. Jeg havde bare ikke valgt rigtigt – hvis det giver mening? hahah. Jeg bestræbte mig på, at få det bedste ud af det – og det synes jeg virkelig også jeg gjorde. Jeg kom ud med et godt gennemsnit, og vil tage mine erfaringer og nye viden med videre. Dog er hele budskabet, at hvis man går og overvejer at tage til USA, så synes jeg kun, at man skal tage 10. klasse først, hvis man ikke føler sig moden nok – ikke hvis man forhindres af andre grunde. Det har jeg i hvert fald lært.

Livet handler om, at drage sig nogle erfaringer, prøve noget nyt og følge sin mavefornemmelse. For i sidste ende er det kun en selv, der kan vurdere, om det var rigtigt eller forkert. Hvis det så var forkert – ja hvad så? Så er det altså også, hvad det er: Et tegn på du blot er menneske og bruger livet til noget. Jeg har ikke travlt, for jeg er ung, og har hele livet foran mig. En eller anden dag vil jeg være færdiguddannet, men hver ting til sin tid. Det kedelige voksenliv skal nok indhente mig på et eller andet tidspunkt – og så vil jeg være klar til det.

Alligevel skal min klasse have en stor tak for et godt år. Det havde ikke været det samme uden de søde mennesker og det gode sammenhold. Og selvfølgelig der er rigtig mange, som jeg vil komme til at savne, når jeg tager afsted <3

Nyd den sidste 1 1/2 time af denne solskinsrige mandag derude.

– Celina

Share: