“Ud-af-kroppen”-oplevelse
Hvad vil det sige at være udvekslings-student? Groft og meget fundamentalt betyder det, at man er uvidende og til tider føler sig som dum, dummere. Men det betyder også, at man føler sig på et højere intellektuel level end andre i ens værtsland. At være en udvekslingsstudent er at være sprunget ud af sin boble men også at være så langt væk fra reden, at man mange gange finder sig selv på dybt vand. Det er meget svært at forklare, for det er den vildeste ud-af-kroppen oplevelse. For det er det virkelig – man oplever mange gange sig selv adskilt fra kroppen, som om man er med i en film. Jeg vil dog prøve at forklare det, så godt jeg kan.
Hvorfor endte jeg med at tage til USA?
Hele mit liv har jeg hørt om min mors eventyr til staterne. Hun var i USA fra 1992 til 1993. Efter at have skiftet værtsfamilie et par gange, mødte hun Debra, som var en lærer på hendes skole. Debra og hendes familie tog min mor ind, som var hun deres egen. Min mor nåede at bo hos hende og hendes familie omkring 8 måneder, og de fik et meget stærkt bånd. Debra blev den amerikansk version af en mor for hende. Det førte endda til, at min onkel også tog til USA 2 år efter min mor. De holdt kontakten hen over årene, og min mor var endda ovre for at besøge værtsfamilien et par gange, efter hende udvekslings-år var slut. Husk at læs min mors version af den samme historie på STS’ hjemmeside.
Smag for at rejse
Som lille har vi fået tilsendt prinsessekjoler, smukke sommer sæt, ponchoer o.s.v. fra Debra. Min mor har ligeledes sendt julegaver over til familien hvert år. Derfor har jeg, lige siden jeg var 12 år gammel, vidst, at jeg også kunne tænke mig at tage til USA på udveksling. Det var dog min 3 ugers tur til Malta i sommeren 2016, der gjorde mig 100 procent sikker i min sag. Læs mere om den tur her. Jeg indså, at jeg havde smag for at rejse.
Uden et sikkerhedsnet
Så jeg tog til USA med målet om, at finde ud af hvem jeg er som person. Hvem er jeg uden min familie og venner? Uden et sikkerhedsnet under mig? Uden en velkendt kilde til selvtillid? Uden at kende den kultur jeg bor i? Man må sige at mit udvekslings-år gav mig mange svar på det. Der var selvfølgelig tider, hvor hjemveen føltes som lidt for meget. Tider hvor frustration gav mig lyst til at give op. Tider hvor jeg ikke troede, at der ville komme noget godt ud af at bruge et år af mit liv i Texas.
Tålmodighed og klarsyn er nøglen
Dog er jeg så glad for, at jeg holdte fast i, at tingene kunne løse sig, hvis bare jeg var tålmodig. Det førte mig nemlig til uendelige livsbekræftende lektier, der har gjort mig så meget klogere – på mig selv og på omverdenen. Man kan altid hjælpe andre mennesker eller lære noget af dem, men det er et valg, man tager. Nogle gange er det bevidst – andre gange er det totalt ubevidst. Med det mener jeg, at det er så vigtigt at møde andre mennesker med åbent sind. På den måde kan man også virkelig se personer, for dem de er – og lære deres styrker og svagheder at kende. Derudover skal det selvfølgelig også lige siges, at de mange gode tider uden tvivl opvejede de få hårde perioder igennem mit år.
Vigtige livslektier
Jeg fandt ud af, hvordan man kan udnytte hver eneste situation til noget positivt. Jeg lærte også, at det er ligemeget hvor meget, du kæmper for, at folk kan lide dig. Det er vigtigste er nemlig, at du kan lide dig selv. Staterne lærte mig også meget om respekt, og hvordan man kan vise respekt men stadig have det sjovt. USA lærte mig til dels at se folk som ligeværdige. At alle har en historie, og noget de går og kæmper med men som ikke ses ved første øjenkast.
Under udvikling – også som udvekslingsstudent i USA
Jeg fandt dog ud af, at den vigtigste lektie er, at acceptere, at man som menneske udvikler sig hele tiden. Det er derfor umuligt at definere eller forudse, hvordan man som person reagerer i hver eneste situation i livet. Hvilket er noget jeg førhen, har brugt meget energi på at tænke på og overveje. Jeg har bragt mig selv i lås, fordi jeg ikke har turde stole på, at den måde jeg reagerer i bestemte situationer, er den rigtige. Det er meget mere effektivt at tage en dag af gangen, og tage det som det kommer. Bekymringer er der nok af, men man kan få meget ud af at gøre verdenen til ens legeplads, og se dét, at lære noget nyt, som noget sjovt.
Der findes ingen facitliste for livet
Den forståelse af verdenen man får som udvekslingsstudent, synes jeg, er så universel. Dette kan jo også bruges til at få en større helhedsforståelse af mennesker omkring dig i dit hjemland. Der er så mange måder at leve livet på, og ikke én er forkert. Det eneste man kan gøre forkert, er hvis ikke man kan acceptere andres vaner, metoder, synspunkter og holdninger til livet.
USA – langt væk hjemmefra
At sætte sig ind i andre menneskers situation og mening er altafgørende for at skabe et godt samfund. Forståelsen af hvordan man kan hjælpe til med at gøre præcis dette, gør, at man kan samarbejde på et helt andet niveau. Og det kan gøre samarbejdet langt mere konstruktiv. Vi kan ikke altid være enige med andre, men medfølelse, empati og sympati er et godt sted at starte. Især hvis man vil være med til at gøre verdenen til et bedre sted. Det er dét, man kan få ud af ved et at danne sig et hjem, en hverdag og et liv væk hjemmefra.
Jeg ved godt at noget af det her, nok bliver lidt kringlet. Men jeg må erkende, at jeg simpelthen ikke kan formulere følelser, der er så abstrakte, på en bedre måde. Hvis du kunne lide dette indlæg vil jeg anbefale dig at læse min forrige mandags-monolog-om-10 klasse.
Rigtig god mandag derude!
-Celina
Hej Celina. Så fint blogindlæg om dit udvekslingsår og tankerne bag 🙂
Hilsner fra hele det danske STS kontor.
Hej STS. Tusind tak for den fine feedback.
Det var en fornøjelse at rejse med jeres organisation
Kram, Celina.