Dette er et spørgsmål jeg er blevet spurgt til virkelig meget, og det korte svar er altså ja. Men alligevel fungerer tingene på andre måder i den amerikanske high school, og det vil jeg forsøge at give et indblik i.

High School i praksis

Skolen ser på mange måder ud som i filmene. Vi sidder ved pladser hvor stol og bord sidder sammen, vi skifter lokale hver time, hvilket skaber evig kaos i gangene, vi har købe tekstbøger og skriver stort set alt i hånden med blyant på papir, og man kan spise og købe mad i cafeteria’et. Vi starter i skole hver morgen kl 8.45 og jeg har fri kl. 13.35.

Fagene har forskellige niveauer, så når du starter i High School er du på niveau 1 og i dit sidste år er du på niveau 4. Når amerikanske teenager bliver juniors vælger mange at tage AP-classes som er sværere, men også giver flere “credits”.

Credits bestemmer om man kan graduate High School eller ej. Når du går i High School vælger du nemlig selv dine fag, og sammensætter sammen med en vejleder, dit ejet personlige skema. 

Skemaet er delt ind i A-dage og B-dage. Vi startede skoleåret med en A-dag og derefter gik dagene skiftevis fra A til B. Hvis vi slutter ugen ud med en A-dag, starter vi næste uge med en B-dag o.s.v.

Lunch er normalt fra 13.30 til 14.15, men fordi jeg er blevet en senior har jeg fået off-campus lunch. Derudover har jeg også fået en off-period sidst på dagen, så jeg har fri tidligere. Faktisk er jeg den allerførste udvekslingsstudent på skolen gør det, men det er altså ret dejligt!

A-dage

Engelsk er på A-dage fra 8.45 til 10.25 på niveau 3. I dette fag er jeg i en klasse med juniors. Egentlig startede jeg med at være en junior, men pga. min alder er jeg nu blevet senior. Jeg ville have haft engelsk på niveau 4, men skolen har altid haft deres udvekslingsstudenter på level 3.

Egentlig gør det heller ikke så meget at det lige er en tand nemmere, for jeg synes alligevel det er lidt svært at følge med. De gør jo det hele anderledes! Indtil videre har vi lært om litterære perioder i den amerikanske historie. For det meste finder vi genretræk og skriver noter. I de fleste timer tager vi virkelig mange noter, analyserer og skriver journals. Dette er fordi vi får karakterer for hvordan vores notesbog ser ud. 

Advanced Fashion Design er fra 10.30 til 13.25. Det er to lektioner, men det er virkelig mit ynglingsfag. Vi deler lokalet med andre fashion fag, men i Advanced er vi kun 4 elever. Vi har indtil videre lavet vores egen Fashion File, på omkring 100 sider med termer for forskellige designs og lavet en bog med Fabric Swatches. Det er lige mig, for jeg elsker virkelig sådan noget!

B-dage

Photography er det første fag om morgenen på B-dage. Min lærer er fantastisk! Hun er så inspirende og energisk, at det gør en kæmpe forskel på faget og læringsprocessen. Hun fokusere meget på at gøre os til “kunstnere” og på selve mindsettet bag et værk. Vi lærer om, hvad det vil sige at kommunikere gennem fotografier, kompositioner i et billede, og kameraets indstillinger. For mig er meget af det repetition eftersom jeg var i praktik hos Delsted Productions men det er meget sjovt alligevel. Vi bruger selvfølgelig også meget af tiden på at fotografere, og derudover har vi haft et projekt med 50 forskellige emner vi skulle indkapsle i et billede.

Yearbook er et noget hårdere fag. Vi har deadlines, projekter og mål i forhold til salg og produktion af den nye yearbook. Det kræver dedikation og ikke mindst præcision. Vi har allerede haft vores første deadline på de første 25 sider i bogen! Men det er sjovt alligevel. Vores sammenhold er virkelig godt, for vi bruger rigtig meget tid på sammen at lave bogen. Det er også et godt fag til at lære nye mennesker at kende og snakke/tage billeder af forskellige vennegrupper rundt om på skolen. Jeg kan helt klart anbefale det hvis du skal gå i High School i USA!

Government er nok det sværeste fag. Heldigvis har jeg det kun i første semester og derefter har jeg Economics. Vi har regelmæssigt tests og mange lektier, og det er pisse svært at følge med og forstå det hele. Jeg forbereder meget og læser om politikken i USA, for min baggrundsviden var minimal! Men alligevel går det godt i faget, når man tænker på at de andre er vokset op med at lære om politikken i USA hele livet! Jeg lærer noget nyt hver dag og jeg håber at du også lærte lidt ved dette indlæg!

/Celina

Share: