Det værste ved et udvekslingsår er, at tiden går så hurtigt og der er så meget man gerne vil nå. Man bliver nødt til, at prioritere hvad man vil opleve, inden man bliver nødt til at tage hjem igen. Jeg fik tilbuddet om at tage til Hawaii, men takkede pænt nej tak, fordi det kostede en god portion penge. Jeg snakkede senere med min mor om, at Hawaii er et sted som står på min bucketlist. Hun stillede mig spørgsmålet “Hvad hvis du aldrig får muligheden for at tage til Hawaii igen?”

Så yolo. Man lever kun en gang, så hvorfor ikke gribe hver en mulighed man får? Jeg betalte, bookede min flybillet, og pakkede til en uges ferie på Hawaii. Jeg ville ønske at livet altid var lige så enkelt..

Grib muligheden, Celina!

Men Gud hvor fortryder jeg ikke at jeg gjorde det. Jeg sagde det selvsamme om min tur til Dubai som du kan læse om lige lige her. De muligheder man griber, som udfordrer, skaber begejstring, flytter personlige grænser og udvider sikkerhedszonen, er dem, som gør en stærkere. Og jeg garanterer at de grebne muligheder også vil skabe uforglemmelige oplevelser, man kan gemme til en regnvejrsdag. Som Michael Scott sagde (eller mere præcist: som Wayne Gretzky sagde):

Praktisk talt meget praktisk

Belo USA er et rejseselvskab som arbejder sammen med STSF i USA. Belo USA organiserer ture i USA for udvekslingsstudenter og deres værtssøskende, men man booker selv sin flybillet, da den ikke er med i prisen. Dog bliver man automatisk booket ind på et hotel, hvor man skal dele værelse med 1-4 andre udvekslingsstudenter som er med samme program. Nogle af de udvekslingsstudenter jeg var afsted med var fra Danmark, men jeg delte værelse med en fra Finland, en fra Tyskland og en fra Italien.

På hotellet bor der også guider, som ligesom “styrer showet”. Der er meget fritid og frihed, men under ansvar selvfølgelig. Der er regler, sengetider men de er rimelige. Belo sørger også får at man bliver hentet i lufthavnen og bragt til hotellet. I løbet af ugen bliver man kørt rundt i en fælles tourbus, kun for Belo rejsende med samme program. Jeg vil helt klart varmt anbefale Belo USA, og især deres tur til Hawaii. Book din tur her.

Én på opleveren

Vi har vel fastlagt at jeg elsker at rejse. Jeg elsker at se anderledes steder på denne fantastiske jord, høre anderledes sprog, smage anderledes delikatesser og i det hele taget få nye indtryk. Hawaii er et paradis for sig selv, 8 timers fly afstand fra fastland, med en vidunderlig atmosfære.

Hvis man er så heldig at komme til Hawaii er der lige lavet top 3 med ting jeg vil anbefale dig at se, smage og opleve:

1. Shaved ice – Det er ikke lige så vådt som slush ice men det er lidt det samme koncept. Hvis man tager til Waikiki Beach er Island Vintage Shave i The Royal Hawaiian Center det bedste sted i byen for shaved ice!
2. Polynesian Cultural Center – Dette er en park, hvor man kan opleve den polynesiske kultur som Hawaii er en del af. Parken er delt ind i øer så man kan lære forskellige traditioner fra hver af de store polynesiske øer.
3. Lu’au – Det er en kæmpe slags picnic udendørs, hvor man spiser, er sammen og ser et show med dans, sang og andre former for optræden. Det er lidt underligt, men et ret interessant indblik i kulturen.

Som jeg sidder og skriver dette indlæg ønsker jeg mig tilbage den denne fantastiske ø. Jeg håber så inderligt at jeg en dag får muligheden for at tage tilbage og se nogle andre af de andre øer som Hawaii består af. Hver ø skulle have sin helt egen personlighed og alle er vidt forskellige. Oahu er tourist øen, men det gjorde den ikke mindre fantastisk. Jeg håber du har nydt dette lille flashback indlæg. Rigtig god søndag!

– Celina

Denne lokation er noget jeg har haft på min bucketlist i rigtig lang tid. Jeg har hørt meget om det, og set mange film og billeder af det. Når man slår naturlige vidundere op på Google, er Grand Canyon også det første der dukker op på listen. Jeg lavede fejlene at glemme min oplader til mit kamera og tage hvide sko på.. Trods det fik jeg nok billeder, og noget af den røde farve med mig hjem på mine sko.

Nerver af stål?

Vi havde lejet en bil, og skulle køre 3 timer fra Las Vegas, Nevada til Grand Canyon, Arizona. Den 30. december startede vi dagen med at sove over os, og vi var generelt meget klodsede. Vi fik endda snakket om det overhovedet var en god ide at tage afsted den dag. Min værtsfamilie havde set at der var en 14-årig pige der var faldet ned (læs artikelen her). Jeg havde slet ikke overvejet, at det kunne være farligt. Dog har jeg engang set en film om en, som handlede om en der hikede Grand Canyon nytårsaften. Det var ret blæret fordi hun gjorde det om natten og så solen stå op den 1. januar. Dog stregede jeg pænt denne aktivitet af min bucketlist, da jeg endda så stedet værende en smule farligt ved højlyst dag. Jeg må erkende at den del af Grand Canyon må høre til i filmene. Ikke for at overdrive, for der er vitterligt ikke noget hegn, og når man går hen til kanten går det bare NED.

En smuttur af sporet

På vores vej til Grand Canyon og en time fra vores hotel, var Hoover Dam, hvor vi gjorde stop. Denne dæmning skiller Colorado River og danner Lake Mead. Colorado River er 436 kilometer lang og løber også igennem Grand Canyon. Dæmningen blev bygget i 1931 til 1936 som var imens USA’s Great Depression og gjorde meget godt for levevilkårene i området. Det tog over 10,000 mennesker at lave og mere end 100 mennesker døde – lidt tourist har man vel lov til at være.

“Can we stop one more time, pleeeeease?”

Joshua træerne i USA er kun at finde i staterne Arizona, Californien, Utah og Nevada. Efter Hoover Dam kørte vi igennem en lang strækning på Route 93 med uendelig mange af disse specielle træer. Jeg plagede min familie til at gøre stop, og jeg kunne endelig tage nogle billede af træerne da vi kørte inden om “Joshua Tree National Park – Arizona”. Min værtfamilie var ikke lige så imponeret, som jeg var, men jeg var VIRKELIG også fascineret af træerne. Jeg overtalte endda min værtssøster til at holde et mini-photoshoot med mig og træerne!

FINALLY

Omkring kl 5 nåede vi endelig frem til målet, og jeg var så meget oppe at køre. Dog skulle vi vidst have bestilt vores billetter hjemmefra, for det hele var rigtig dyrt og der var lang ventetid. Vi ville få det bedste OG meste ud af det ved at tage ud til Guano point i Hualapai ranch, så det gjorde vi. Man kunne tage en bus ud, og vi endte med at tilbringe ret lang tid derude. Dog blev vi nødt til at tage tilbage inden solen gik ned. Det var en surrealistisk oplevelse, og det er så vildt at det er naturligt skabt. Jeg fik højdeskræk men jo længere tid vi brugte derude, jo modigere blev jeg. Det var nok det smukkeste jeg nogensinde har set. The Canyon strækte sig så langt øjet rækkede, og jeg kan ikke forstå at det kun var en lille del af det.

At rejse er at dele

Det er altid lidt ambivalent at rejse uden min familie. Jeg oplever så meget sammen med min værtsfamilie, som jeg så gerne vil vise min rigtige familie en dag. Jeg stræber altid efter at leve i nuet, for det er jo nok første og sidste gang jeg kommer til at se nogle af disse ting. Dog håber jeg, at jeg en dag kan vise min familie det hele, fordi der er så meget glæde og savn knyttet til mange af stederne jeg har besøgt her i USA. Og som jeg ofte overbeviser mig selv om; hvem ved hvad fremtiden bringer?

/ Celina

Vi er netop nu gået ind i år 2019 og jeg give en opdatering på hvordan mit nytår var. Min værtsfamilie og jeg tog nemlig på ferie til Las Vegas den 28. december, og var der helt til den 3. januar. Efter at have rejst meget rundt i Europa har jeg blandede meninger om byen. Der er gang i den, og jeg må indrømme, at jeg ønskede, jeg var 21. 21 år er nemlig alderen hvor man kan gamble i Vegas.

Stemning i byen

Når man snakker om at New York er byen der aldrig sover, så har man ikke været i Las Vegas. På hotellet i New York var der altid stille om natten, hvis man gik ned i lobbyen – det var selvfølgelig ikke fordi, jeg listede rundt omkring midt om natten, men vi ankom og rejste videre tidligt om morgen/ sent om natten. (Læs mere om min tur til New York i sommers ved at klikke her. Det er ikke tilfældet i Vegas. Lige meget om klokken var 10 om morgenen eller 3 om natten, var der gang i kasinoerne. Det syntes aldrig til at holde pause, eller holde fri, men altid i fuld sving med at sluge penge eller spytte dem ud igen. Det er meget præget af tourister, men jeg tror også det er det, der er med til at skabe frihed og stemning i byen især til nytår.

Shows

Las Vegas er ikke kun kendt for kasinoer, men også helt fantastiske shows. I den uge vi var i byen, nåede vi i alt at se 3 shows. Første aften var det bare min værtssøster og jeg inde og se et show kaldet ‘O’ af Cirque Du Soleil, som er en vildere udgave af ‘Flying SuperKids’. ‘O’ var et vandshow, men jeg er ikke helt sikker på hvad handlingen var. Det var meget abstrakt, og mit bedste bud er, at det handlede om at finde godhed omringet imellem ondskab i verdenen. Derudover så vi en “musical” om Michael Jackson med virkelige dygtige dansere, og live musik (selvfølgelig ikke fra Michael Jackson ham selv, men en dame sang nogle af hans sange, næsten til perfektion). Sidste show var med den berømte tryllekunstner David Copperfield, hvilket var så imponerende. Jeg forstår slet ikke hvordan sådan noget fungerer, men yderst talentfuld var han.

Aktiviteter

Vi havde ikke rigtig fastlagt en helt masse aktiviteter, men jeg skal love for at vi kom vidt omkring. En af dagene besøgte vi ‘The Mob Museum’, hvor man lære om historien bag Las Vegas’ gangs og mafiaer. En anden dag, ziplinede vi 35 meter oppe i luften 5 blokke (520 meter) ned af ‘The Strip’ downtown (se herre random GoPro video som jeg fandt på YouTube her). Og en helt trejde gik vi 10 km og shoppede på hovedgaden. Hvad jeg undlader at skrive om, er vores roadtrip til Grand Canyon. Dog planlægger jeg at dedikere et seperat indlæg til denne tur.

Fejring af nytår

Dagen var stille og rolig. Vi gik en tur omkring vores hotel og shoppede. Hele min familie gik senere en tur rundt til kasinoer, vi ikke havde været inde på. Senere på aftenen gik min værtssøster og jeg rundt og hyggede os med at tage billeder, og købe lir til midnat. Med hårbøjle og tiara tog vi tilbage til hotelværelset. Fra 20. etage havde vi en god udsigt ud over byen, og derfra kunne vi også se en kæmpe skærm der talte ned til at klokken slog 12. Jeg lærte min værtsfamilie hvordan man hopper ind i det nye år, hvilket er en dansk tradition. Derefter så vi et fyrværkerishow fra vinduet. Det var virkelig flot, og eftersom byen ligger ude i midten af en “ørken” så var dette fyrværkeri det eneste der var at se. Efter showet tog jeg mig et lækkert skumbad, og derefter gik jeg i seng.

Hjemve

Jeg fik meget hjemve nytårsaften, hvilket jeg ikke havde forventet. Jeg troede at julen ville være meget værre end den egentlig var, hvilken også er et eksempel på at man aldrig kan sige på forhånd hvordan ens udvekslingsår bliver. Alle oplever det forskelligt. Jeg tror, at det fordi der ikke skete så meget på min nytårsaften. Juleaften havde jeg tankerne på noget andet og beskæftiget. Men til nytår havde jeg tid til at se på snap og insta stories, og følge med i hvilken fest alle havde derhjemme. Og det gav grund til savn. Jeg er rigtig glad for alle de veninder og venner jeg har fået. Det er bareunderligt at sidde og se dem hjemme i DK have fest ovs. hvor man egentlig skulle have været. På nogle punkter kan jeg godt blive lidt nervøs for, hvordan det bliver at komme hjem igen.

Hold udkig efter endnu et indlæg de kommende dage!

/ Celina

Helt ærligt, så føles det hele som en drøm. Jeg føler jeg lever mit liv gennem en anden, og kan se det hele udefra. Måske er det en slags drømmeboble. Uanset hvad, så er det her i hvert fald fedt. Vi er taget til Ocean City, og jeg elsker allerede dette område. Billedet ovenover er taget i det sødeste, flotteste og hyggeligste beach house jeg nogenside har set. Hele familien er taget afsted, for at bo i denne lejlighed til mandag. Vi er sammen med nogle virkelig humoristiske, energiske og flinke mennesker og stemningen er virkelig i top. Vi bor to blokke fra stranden og det er så lækkert. Vejret er godt og her til aften har vi været den anden side af broen, ved Marmora, har vi været på en lækker fiskerestaurant.

Det er en helt anden måde at leve livet på her. Man kan føle den feriestemning her. Det dufter sågar anderledes end hjemme i Texas. Folk kommer fra nær og fjern for at tage til stranden, bo, spise, bade, nyder solen og hinandens selvskab. Bare for at slappe af et par uger, for atter at vende tilbage til hverdagens virvar. Der er ingen der har travlt med noget som helst, alle smiler og er glade. Det sjove ved USA er, at det er så stort et land – eller nærmere, – at det har indflydelse på kulturen. Der er ikke kun plads til en hel del i det berømte rampelyset, som de kendte får. Der er også plads til mange flere kendskaber, identiteter, målgrupper, forretninger og selvfølgelig penge. Jeg har været rigtig overrasket over hvor let det, udefra set, er, at drive sin egen lille forretning i dette kæmpe land. Du kan vælge lige den karriere du gerne vil have. Fordi der er et marked for det, et eller andet sted. Du kan få dit eget firma op at køre. Fordi der er en målgruppe for det, et eller andet sted. Det er så vildt at se, høre og opleve, så faktisk er det mega svært at sætte ord på. Dog så er jeg virkelig fascineret af landet, og dens evne til at holde på så mange muligheder, drømme og visioner, for så mange mennesker. Det er noget helst specielt og unikt.

At se solen stå op, tilbringe det meste af dagen på stranden, læse en god bog, spise frokost på den lokale sandwichbar, tage lange terapeutiske cykelture, gøre brug af gårdagens shoppetur, grille på rooftoppen, og spille kort efter solen er gået ned, alt imens man næsten altid kan høre bølgernes beroligende lyd, mærke solens stråler og i godt selvskab – ER indbegrebet af ferie. Og det er præcis det vi får dagen til at gå med. Menneskerne er så fantastiske, og jeg tror at en ting danskere burde blive bedre til er at snakke med fremmende. Her i Ocean City har jeg følt at alt er gået op i en højere enhed, ene og alene fordi menneskerne omkring mig og jeg selv, har gidet at gøre os den ulejlighed til at åbne os en lille smule op, og have det mega grinern sammen. Alle finder tilfredsstillelse i at befinde sig i et selvskab, hvor der er plads til at man kan være sig selv, og blive set. Jeg er altså ved at blive ret hooked på denne by. Men alligevel er vi jo også kommet hertil med stil. Da vi ankom til lufthavnen var det nemlig blevet arrangeret at en flot hvid limosine skulle køre os fra Philadelphia til Ocean City.

En af dagene vågnede jeg op om morgenen og regnede med at vi skulle ud og parasaile. På grund af en begyndende torden i den fjerneste horisont, blev turen afblæst, lige som jeg havde smurt hele kroppen ind i solcreme. Så vi vendte tilbage lejligheden, hvor det blev annonceret at stranden var blevet lukket og at de meldte tordenstrorm. Og det skal jeg da lige love for vi fik. Alligevel er der noget afslappende ferieagtigt over at blive inde døre. At læse en bog færdig, spille kort, spise et lækkert hjemmelavet måltid, og blive en smule frustreret over ikke at kunne gå udenfor. Ærligt, så er jeg fascineret af regnet, efter at have set The Rain, for regnen er en naturlig ting, der hjælper os, som er fredfyldt og alligevel er det så voldsomt, når man hører det piske ned, ser lynet oplyse adskillige rum, og hører bragende som om de var lige udenfor. Den bedste følelse er dog, at være inde i varmen, have det sjovt, grine og hygge sig med sin amerikanske familie og venner.

Søndagen blev brugt på endelig at komme ud og parasaile. Om jeg var nervøs? Ja.. Jeg elsker at overskride mine grænser og adrenalinkicks men bliver altid så skide nervøs når jeg gør det. Dog var det en virkelig fantastisk oplevelse. Man kunne se alt deroppe fra, og det var slet ikke så vildt som jeg havde regnet med. Det var faktisk ret afslappende. Derudover gik vi op og ned at boradwalken resten af dagen. Hvor solen bagede ned i nakken, mennesker var pakket overalt, butikker der emmer alt lige fra eremitkrebs til sharons og pizzaslides, de kolde airconditions og rutsjebaner. Stemningen var i top og shopping kursen var lagt. Og hvem skulle have troet at en dansemaskine, ligesom den i filmen The Kissing Booth var skide sjov? Forunderlige finurligheder sker når man tør kaste sig ud i tingene og prøve noget nyt. Og det tror jeg i hvert fald også at de to damer over 40 vi havde med os fandt ud af, da vi slæbte dem med ind i et hurlumhejhus ligesom det i filmen Grease. Hvorom alting er, så fik vi os i hvert fald et godt grin, og det var en god måde at sige farvel til byen og en vidunderlig ferie.

– Celina